Forside

Visninger: 1877

Børn skal have den bedste støtte i barndommen.

 

Børn skal have den bedste støtte i barndommen. Når kommunen griber ind over for deres familier, skal det ske med de mindst indgribende foranstaltninger og på det mest kvalificerede grundlag. Det er en høj ambition, men det er værd at arbejde for.

Derfor undrer det, at Børne- og Ungeudvalget hidtil i 2018 ikke har behandlet spørgsmålet om kommunens behandling af børn og familier i forbindelse med sagerne om meget indgribende foranstaltninger over for dem.

Enhedslisten rejste i 2016 sagen om kommunens brug af opholdsstedet Holmegaardshuset i Fensmark. Det gjorde vi på baggrund af, at familier til de børn, som kommunen havde anbragt på Holmegaardshuset, i skarpe vendinger kritiserede behandlingen af børnene og deres forældre.

Sagen blev behandlet på byrådsmødet i november 2016 og på efterfølgende udvalgsmøder i det daværende Uddannelsesudvalg i januar, februar, marts og april 2017.

Derfor undrer det også, at Pernille Ivalo Frandsen, byrådsmedlem fra Venstre, i avisen den 28. november skriver, at der ikke tidligere er kommet forslag fra ”den socialistiske del af byrådet” til nye metoder på børne- og ungeområdet, navnlig fordi det pågældende byrådsmedlem var medlem af Uddannelsesudvalget.

Aktuelt var børne- og ungeområdet til diskussion på byrådsmødet den 26. november 2018 i forbindelse med en budgetopfølgning, hvor der for 2018 forventes et merforbrug på 48 millioner kroner.

Der er tale om underfinansiering, når der nu iværksættes flere forebyggende foranstaltninger, og der er stigende priser på de institutioner, hvor man anbringer børn og unge. Det hele sker på baggrund af flere underretninger om børn, der mistrives.

Efter debatten på byrådsmødet er sagen sat på dagsordenen for mødet i Børne- og Ungeudvalget i december. Det er ærgerligt, at behandlingen foregår bag lukkede døre, men det er selvfølgelig et fremskridt, at udvalget omsider beskæftiger sig med, hvad der skal ske i fremtiden på området.

 

Thomas Clausen

Byrådsmedlem for Enhedslisten (Ø)

Neblevej 11 D

4242 Boeslunde