Forside

Visninger: 1693

Skal Jobcentret registrere borgeres politiske aktiviteter?

Det spørgsmål har givet dønninger. Der er opstået en del uenighed om, hvordan byrådets fagudvalg skal arbejde. Denne uenighed har vist sig i Social- og Beskæftigelsesudvalget i spørgsmålet om Jobcentrets registrering af borgeres politiske aktiviteter. Det er en sag, som Enhedslisten tog op på udvalgsmødet den 1. oktober på baggrund af en borgerhenvendelse.

Her nåede udvalget ikke frem til en afgørelse, men et flertal besluttede, ”at sagen genoptages som lukket dagsordenspunkt med sagsindsigt på førstkommende udvalgsmøde. (V) og (DF) ønsker ikke at sagen genoptages.” På mødet i november blev sagen udsat til mødet i december.

Efterfølgende har et udvalgsmedlem fra Venstre forklaret sig med, at det ikke er ”politikernes opgave at gå ned i enkeltsager. Det er en farlig vej at gå.” Denne udtalelse til Sjællandske den 15. december må undre. Udvalgets dagsordener består af enkeltsager. Der var således 17 enkeltsager på dagsordenen på udvalgsmødet den 3. december. Det er ikke specielt for Social- og Beskæftigelsesudvalget. Byrådet har eksempelvis en dagsorden med 31 enkeltsager på sit møde den 17. december.

Borgmesteren har i Sjællandske også kommenteret uenigheden: ”Vi skal som politikere ikke gå ned i enkeltsager som sådan, men tage os af den politiske ramme og overordnede strategier.” Man må håbe, at han selv forstår konsekvensen af udsagnet, når blikket falder på byrådets dagsorden med 31 sager. Hvis ikke, kan det anbefales, at borgmesteren og byrådets øvrige medlemmer læser, måske genlæser referatet fra byrådsmødet den 25. juni 2018, hvor kommunens revisionsselskab i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for 2017 kom med en tydelig kritik af fejl og mangler i sagsbehandlingen i Jobcentret.

Til slut to servicemeddelelser til borgerne: 1) Borgmesteren er ikke medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget. 2) Enhedslisten arbejder gerne for at rette op på fejl og mangler i kommunens behandling af borgerne. Det hører med til den ”overordnede strategi”.

Thomas Clausen

Byrådsmedlem for Enhedslisten

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget