Om at investere i uddannelse

Kategori: Arkiverede artikler
Publiceret: Tirsdag, 25. Juli 2017 19:31
Visninger: 4850

Om at investere

 

- i uddannelse.

 

I forbindelse med sagen om Slagelse Kommunes brug af skattekroner på erhvervsstøtte til University College Sjælland udtaler borgmester Stén Knuth, at der er tale om en investering, og at investeringer koster.

Investeringen skal iflg. borgmesteren medvirke til, at studerende udefra i fremtiden vil slå sig ned i Slagelse og dermed styrke erhvervslivet.

At et nuværende flertal i byrådet har forgyldt erhvervslivet de seneste 3½ år er ingen hemmelighed, men ser man derimod kommunalt lidt indad, er der nogle investeringer, der måske var mere tiltrængte!

Ifølge Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik ligger afgangskaraktererne for de bundne prøvefag for 9. kl. for Slagelses vedkommende under landsgennemsnittet endda med en større afstand ved prøverne 2015/16.

 

karakterer

Sammenholder man disse fakta med de seneste karakteradgangsbegrænsninger, der er kommet på de unges erhvervsuddannelser, står vi i Slagelse med en alvorlig udfordring, der virkelig kræver en investering, hvis vi vil have vores unge videre i uddannelsessystemet.

Her drejer det sig ikke bare om at holde undervisningsbudgettet på niveau med landsgennemsnittet, men virkelig at investere, hvis man vil fremad!

Den manglende investering på børne- og ungeområdet betyder ud over de personlige omkostninger også en forøget belastning af de kommunale omkostninger på de sociale budgetter, et problem man nu i årevis har kunnet konstatere ved de stigende budgetoverskridelser på området.

I stedet for at smide millioner ud med en tvivlsom forventning om, at studerende vil komme tilrejsende og slå sig ned i Slagelse, bør man først og fremmest gennem en øget investering sørge for, at vores egne unge får mulighed for at få en god opvækst og en videregående uddannelse.

 

"Hvis du tror uddannelse er dyrt, - så prøv uvidenhed"