Skjult partistøtte?

Kategori: Gamle læserbreve
Publiceret: Fredag, 04. december 2020 15:17
Skrevet af Redaktionen
Visninger: 3332

Guide, pressionsmiddel eller skjult partistøtte?

Så kom den årlige selvbestaltede karakterbog for kommunerne udgivet af Dansk Industri.

Rapporten angiver en placering for, hvor tilfreds de lokale virksomheder er med deres kommune på forskellige områder, som DI har valgt.

Slagelse er her placeret som nr. 81 ud af 93 kommuner, og alt efter, hvor man er placeret bliver disse placeringer politisk brugt til at rose eller ridse de lokale politikere.

I Slagelse kom der for 3 år siden et politisk systemskifte fra ’blå’ til ’rød’, og i denne periode er Slagelses placering iflg. DI af en eller anden grund dalet betragteligt. Men der er tilsyneladende ikke sket nogen ændringer i servicering af de lokale virksomheder?

Hvordan kan Slagelse så styrtdykke i den grad på 3 år?

Nogle vil måske påstå, at det skyldes, at der er kommet en socialdemokratisk borgmester i stedet for en fra Venstre, og det kan jo være et godt borgerligt indspark i den kommende kommunalvalgkamp.

Kigger man på de øvrige Sjællandske kommuner kan det ses, at de 4 bedst placerede kommuner er repræsenteret af ’blå’ borgmestre, medens de 4 lavest placerede er bestyret af ’røde’ borgmestre.

Der kunne derfor let drages den konklusion, at de ’blå’ er mere vellidt af virksomhederne, i forhold til de ’røde’.

En anden konklusion kunne være den, at ud over at give partistøtte i form af millioner til de fleste borgerlige partier, har Dansk Industri også her en mulighed for at give en skjult (gratis) partistøtte oveni millionerne. Husk, at det er en selvbestaltet undersøgelse som DI suverænt bestemmer udformningen og indholdet af.

Slagelse kommune etablerede i 2015 Slagelse Erhvervscenter a/s, hvis opgave bl.a. er at skabe en positiv kontakt til kommunens virksomheder.

Slagelse har årligt omkring 8 til 10 mil. kr. til køb af serviceydelser hos centret.

Man kunne måske bruge resultaterne i DI’s tilfredshedsundersøgelse til at konstatere, at Slagelses skatteyderkroner til SEC måske kunne være brugt bedre.

Indtil nu, har Slagelse betalt mellem 45 til 50 mil. kr. for SEC’s service, og 2021 og 2022 koster det yderligere godt 16 mil. kr.

Til orientering kan det nævnes, at Sorø, som er den bedst placerede kommune på Sjælland ikke har et erhvervscenter.

Et argument med, at hvis vi ikke havde Slagelse Erhvervscenter a/s ville det gå meget værre, duer vist ikke helt her.

Johnny Gregersen

Konge-Åsen 19

4230 Skælskør