Slagelse belønner vandfrås

Kategori: Byrådet
Publiceret: Tirsdag, 03. november 2015 16:54
Visninger: 2047

Slagelse belønner vandfrås,

- og mister penge

På byrådsmødet i Slagelse den 26/10 behandlede man et punkt, der skjult bag de fine ord grundlæggende gik ud på at ARLA og andre meget vandforbrugende virksomheder ikke skal betale så meget i vandafledningsafgift som alle andre.

En rabatordning skulle i følge forslaget rykkes frem så virksomhederne allerede i 2016 kan nyde godt af beslutningen. Beslutningen giver storforbrugere af rent drikkevand en klækkelig rabat på vandomkostningerne.

Se: http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/default.asp?p=slagelse07&page=document&docId=97449&ItemId=97472

Argumentationen for den lavere rabatpris pr. m3 udledt vand er, at ARLA bruger rigtig meget vand og dermed skal betale et stort beløb til vores fælles vandforsyningsselskab SK Forsyning.

Det er ARLA ikke tilfreds med, og i følge en skjult dagsorden forlyder det, at hvis ARLA ikke får en reduktion vil man flytte virksomheden.

Hele byrådet minus Enhedslisten stemte for fremrykningen af rabatordningen.

Ønsker man at reducere forbruget er det normal praksis hos forsyningsselskaber af forskellige leverancer, at man hæver priserne i form af afgifter. Et sådant tiltag får forbrugerne til at spare eller finde tekniske tiltag og forbedringer, der kan reducere forbruget af ressourcerne.

Sådan gør Slagelse kommune ikke.

Her belønner man derimod storforbrug af rent drikkevand.

Formanden for SK Forsyning Ole Drost (V) pointerede dog, at det ikke var de andre forbrugere, der så kom til at betale mere, idet rationaliseringsgevinster og omkostningsreduktioner er medvirkende til at priserne kan holdes i ro.

Javel ja! Men hvis man ikke giver reduktion til de store vandforbrugende selskaber kan priserne til alle jo reduceres.

Men sådan tænker formanden for SK Forsyning åbenbart ikke. Og et stort flertal i byrådet gør altså heller ikke.

Ordningen betyder at SK Forsyning (og dermed Slagelses skatteborgere) i 2016 går glip af ca. 4 mio. kr.

- og det er vel også en slags penge i disse sparetider.

Det kan godt være beslutningen giver point på DI’s erhvervsbarometer, men Slagelse bliver ikke nødvendigvis rigere af det.