Er fodboldbaner raketvidenskab ?

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Torsdag, 16. Juli 2015 21:39
Skrevet af Jørn Melchior Nielsen
Visninger: 1289


Tilsyneladende i Slagelse Kommune. Her til efteråret har jeg spillet fodbold i 50 år i Slagelse, og hvert år i maj og juni har jeg fået vabler på fødderne, på grund af tørre og manglende vedligeholdelse af banerne.
Det har altid været Kulturudvalgets ansvar, at sørge for fodboldbaner, men det har ikke lige været deres spidskompetence, sagt med et “moderne” udtryk.
Men banerne har altid været i en elendig forfatning undtagen enkelte baner, som jeg engang imellem har været priviligeret nok til at benytte.
I gamle dage var der kun banerne foran SBI's klubhus, som var elendige, de privilgerede trænede på Gl.Stadion. Så kom “prærien”, hvor især bane 16 var berygtet.
Senere igen kom så banerne på “Stadion Vest” til B73, men igen var de forkert udført (for meget dræn), så de også var som beton i maj og juni. Efter mange år, ja, ca. 20 blev de så omlagt og en kunstofbane kom til. Det tog 2 år at omlægge disse baner pga. diverse fejl.
Og nu er græsbanerne som beton igen. Hvis man ikke når at strække armen ud når man falder og i stedet lander på albuen, ja, så brækker man kravebenet. Det sætter altså sit præg på spillet og indlæringen, når alle er panisk angst for at falde, og komme til skade. Risikoen for at falde forøges jo også af, at bolden får uberegnelige opspring af de knoldede baner.
Nu er der så bøvl både med “Ny Stadion” og omlægning af banerne foran klubhuset.....
Det sørgelige er, at de bedste baner i Slagelse Kommune nu bliver nedlagt. Græsbanerne i Halskov har altid været nærmest perfekte, så jorden og græsset burde genbruges.
Kunstofbaner er ikke særligt økologiske, men når Slagelse Kommune ikke evner at sørge for ordentlige græsbaner, eller holder til tilstrækkeligt opsyn med omlægning af baner, ja, så foretrækker jeg kunsstofbaner....
Med venlig hilsen
Jørn Melchior Nielsen
Krabbevej 5
4200 Slagelse
Byrådsmedlem for Enhedslisten