Lad være med at skabe utryghed

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Tirsdag, 15. november 2016 18:01
Visninger: 1194

Lad være med at skabe utryghed

Debat

Slagelse: Den lokale formand for Dansk Folkeparti (DF) er kommet med et uhyrligt forslag om at rive alle lejligheder ned i to almene boligområder i Korsør og Slagelse. De to områder er havnet på de borgerlige partiers vilkårlige og diskriminerende ghettoliste.

Det er godt, at et tidligere byrådsmedlem for DF tager afstand fra forslaget, som også kan ramme to boligområder mere, et i Skælskør og et i Slagelse, hvor folk er i fare for at havne på ghettolisten, men hvad mener de nuværende medlemmer af DF? Hvad mener lokalformandens to DF-byrådskolleger om forslaget, som i sin yderste konsekvens vil fjerne 2.500 boliger og gøre mere end 5.000 borgere hjemløse?

På det seneste byrådsmøde spurgte Enhedslisten, om de to andre DF’ere tager afstand fra lokalformandens ekstreme udsagn. Intet svar.

Den tidligere DF’er drog paralleller mellem DF-lokalformandens holdninger og nazismen i Tyskland mellem 1933 og 1945.

Dansk Folkepartis politik i 2016 er at skabe utryghed, frygt og elendighed. Stop det. Lad os i fællesskab sætte en stopper for de ekstreme holdninger i Dansk Folkeparti, som vil splitte samfundet endnu mere, end det allerede er lykkedes partiet.

Thomas Clausen

Jørn Melchior Nielsen

Byrådsmedlemmer for Enhedslisten