Hvorfor

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Fredag, 11. august 2017 14:05
Visninger: 1164

Hvorfor skal banker, multinationale selskaber og ejendomsspekulanter ikke yde et bidrag til fællesskabet?

De borgerlige partier i byrådet vil ikke have dækningsafgift på forretningsejendomme, og Det Konservative Folkeparti, der gerne vil ind i byrådet igen, vil heller ikke, senest markeret i et indlæg i avisen.

De lokale konservative kunne passende spørge deres partifæller, borgmestrene i for eksempel i Høje-Taastrup, Helsingør, Gentofte og på Frederiksberg, hvorfor man har dækningsafgift på forretningsejendomme i deres kommuner.

En af forklaringerne kan være, at dækningsafgiften kan holde kommuneskatten nede. Indførelsen af dækningsafgift i Slagelse kommune vil kunne give cirka tre millioner kroner for hver dækningsafgiftspromille, altså cirka 30 millioner kroner ved maksimal afgift på 10 promille.

Der er partier i byrådet, der gerne vil sætte skatten op. Hvis man ikke får Indenrigsministeriets accept, får kommunen i 2018 kun lov til at beholde tre millioner kroner af de 12 millioner kroner, som man ellers kunne få i kassen ved at sætte skatten op fra 24,7 % til 24,8 procent.

Først bliver kommunen altså ramt af de borgerlige partiers stramme økonomiske politik. Derefter skal man betale strafafgift til staten. Det er en dårlig forretning for kommunen.

 

Thomas Clausen

Neblevej 11 D

4242 Boeslunde

Byrådsmedlem for Enhedslisten