Et stort fremskridt

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Tirsdag, 21. januar 2020 13:44
Skrevet af Redaktionen
Visninger: 1346

Et stort skridt fremad

Flere borgere får tildelt førtidspension. Det er et socialpolitisk fremskridt, ikke mindst fordi mange af borgerne har været igennem meget langvarige og unødvendigt langvarige forløb på kontanthjælp og i ressourceforløb.

I Slagelse kommune ser tallene således ud for tilgang til førtidspensioner:

2016: 144

2017: 242

2018: 214

2019: 283

Kilde: jobindsats.dk.

I 2016 blev der indgået et budgetforlig mellem Venstre, DF, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten om øget tilgang til førtidspension fra 2017. Dengang var det en udbredt opfattelse, at der ville blive tale om kort oprydning i ophobede sager, men det har vist sig, at det forholder sig anderledes. Der er tale om et stort efterslæb i Slagelse kommune i forhold til de kommuner, som Slagelse normalt sammenlignes med. Der er tale om et efterslæb på over 700 personer i tiårsperioden fra 2009 til 2018.

Der var fokus på social- og beskæftigelsesområdet under budgetforhandlingerne i 2019. I budgetaftalen for 2020 mellem Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten endte det heldigvis med fortsat fokus på tildelingen af førtidspensioner, ikke bare som en hensigtserklæring, men også med tilførsel af penge til området. I Enhedslisten glæder vi os over de tre andre partiers imødekommenhed på dette punkt.

 

Thomas Clausen

Byrådsmedlem for Enhedslisten