surt show

Kategori: Nyheder
Publiceret: Tirsdag, 25. september 2018 18:48
Skrevet af Johnny Gregersen
Visninger: 1281

Det sure med det søde,

eller surt show?

Et stort flertal i Slagelse Byråd er enige om budget 2019.

Enhedslisten er som eneste parti ikke med.

Partierne har i pressen givet udtryk for, hvorfor man deltager i forliget, og der fremkommer bl.a. argumenter som: Venstre har fået 80 % af deres ønsker med, og SF mener, at enigheden blandt alle partierne er vigtigt.

Underforstået at man skal tage det sure med det søde.

Enhedslisten deltog i forhandlingerne lige til det sidste, og her skulle man så afgøre om forhandlingsresultatet er spiseligt.

Det er det ikke.

Trods gode elementer, som der jo altid er i et budget, synes Enhedslisten, at der er for mange tidsler, som stikker i øjnene.

Enhedslisten mener, at en kommunes grundlæggende opgave er at sikre, at dens borgere får de velfærdsydelser, der gør, at man kan få sine børn passet og undervist på en god og professionel måde, at ældre kan være sikre og trygge i deres sidste år, at miljøet bliver sikret så støj, røg og forurening hører fortiden til, og at borgere, der kommer i klemme på den ene eller anden måde bliver hjulpet og får en anstændig behandling.

Disse kerneydelser er Enhedslisten ikke i tvivl om skal have 1. prioritet.

Selvfølgelig skal der også være plads til kultur, idræt og andre fritidsaktiviteter, når der er råd.

Når man til bemærkningerne til det kommende budget f.eks. hører, at man ønsker flere boliger, samtidig med at man planlægger at rive adskillige almennyttige boliger ned, - når et underdrejet børne-ungeområde og ældreområdet blot skal undgå nedskæringer i stedet for at blive styrket,

- når et simpelt ønske fra borgere i Korsør om at få fjernet skrotbunker med støj og møg ved havnen ikke bliver taget alvorligt og når der stadigvæk skal skæres på kontanthjælpsområdet, - ja så er det surt.

Campus, posthus, erhvervscenter og evt. nyt rådhus kunne der godt afses midler til, og den dårligst stillede del af skatteborgerne kan man lige som i indeværende år stadig trække lidt ekstra kroner ud af, hvorimod dækningsbidraget for virksomhederne, der kritiserer Slagelse for manglende erhvervstække, stadig er 0.

Dette er nogle af Enhedslistens oplevelser af Budget 2019.

Det blev ikke sødt nok, - det blev for surt.

 

På vegne af Enhedslisten

Johnny Gregersen

Konge-Åsen 19

4230 Skælskør