Nu kommer regningen og tømmermændene.

Kategori: Nyheder
Publiceret: Torsdag, 22. januar 2015 20:28
Skrevet af Johnny Gregersen
Visninger: 2838

Nu kommer regningen og tømmermændene.

Så er vi kommet ind i det nye år, og tømmermændene er dukket op.

Efter hurra-året 2014 med forbrug af kommunens kassebeholdning til millionstøtte til erhvervslivet og ejendomskøb af tvivlsomme værdier, skal man nu i gang med budgetlægningen for 2016.

Sjællandske kan i dagens avis(22/1) berette, at man vil spare 87 mio. kr. i Slagelse kommune.

Godt 24 mio. skal spares på uddannelse. Sundheds- og seniorområdet skal spare 18 mio. På handicap- og psykiatriområdet skal der spares 9 mio. kr. Der skal spares 3 mio. kr. på kultur-, fritids- og turismeområdet. Derudover er der fællesbesparelser for alle områder på 16 mio. kr. og 10 mio. kroner skal spares i økonomiafdelingen.

Det er resultatet af kommunevalget i november 2013, hvor Blå Blok fik flertallet i Slagelse kommune. Nu kommer regningen.

Borgmester Stén Knuth har tidligere pointeret, at man ikke går efter ’de varme hænder’. Nu har piben fået en anden lyd. Avisen refererer nu borgmesteren for, at ’det kan ikke undgås’.

I hurra-artiklen fra Nytårskuren for Byens ’spidser’ i UgeNyt er der ikke grænser for, hvor godt det pludselig går i Slagelse.

Erhvervslivet er meget tilfreds med, at mange af kommunens midler er blevet kanaliseret over til dem i stedet for at blive brugt til den lokale velfærd.

Læs også  Hvor mange arbejdspladser kan man få for 10 mio. kr. - om året.

Borgmesteren var dog i sin hurra-tale utilfreds med, at oppositionen i Slagelse ikke vil samarbejde.

Dagens oplysninger om budget 2016 understreger måske med al mulig tydelighed, hvorfor ’De røde’ siger nej til at medvirke til en sådan massakre på velfærdsområdet.

Desværre viser det også med al mulig tydelighed, hvad vi kan vente os fra partiet Venstre på landsplan, hvis de får regeringsmagten efter årets folketingsvalg.

Men det kan da heldigvis forhindres endnu.

Det kan Kommunalvalget 2013 og dets resultater desværre ikke.