Stén Knuth og virkeligheden

Kategori: Læserbreve
Senest opdateret: Tirsdag, 01. april 2014 11:49
Visninger: 1667

Færre indbyggere i Slagelse Kommune.

Sjællandske har i dagens udgave(25-03-14), en ”Forsidebasker”, og en stort opsat artikel på side 4, der omhandler det trælse fænomen, at den erhvervsaktive del af beboerne i kommunen flytter mod København, og andre større byer. Jeg er totalt enig, det er et stort problem. Det jeg dog falder over i denne artikel er, at Kommunens nye Borgmester, her knap tre måneder efter sin tiltræden, nu mener at det er et problem der nok ikke kan løses, da mange andre kommuner slås med et lignende problem.

Det var, så vidt jeg husker, ikke lige det der var udsagnet fra Borgerlig side inden Kommunalvalget, da var det ene og alene S og SF’s førte politiks skyld, det fremgik helt klart af mange udtalelser omkring emnet, bare læs ”Oraklet” Stig Fjord Nielsens mere eller mindre forståelige indlæg omkring dette emne, samt alt det den Borgerlige fløj ville gøre for at vende udviklingen(Jeg har bare endnu aldrig hørt om konkrete ting). Ligeledes har Sjællandske også behændigt undladt at påpege det fakta, at det er et problem for mange kommuner, når emnet var oppe at vende i avisen, det sker først nu, som et forsvar for de nye magthavere.

Stèn Knuth har nu, hvor virkeligheden melder sig opdaget, at tingene måske ikke er helt så lette at gå til, som det ser ud fra sidelinjen, og det gælder tilsyneladende en hel del andre ting også. I det hele taget er der faktisk intet sket i de første tre måneder, andet end der er trukket sager tilbage fra Byrådets dagsorden, og man mere eller mindre har afskaffet den demokratiske proces, med Willum og Troels Christensens ”Familie Byråd”.

Til Stèn Knuths undskyldning skal dog siges, at manden har travlt, det er et stort job at være Borgmester, har han fundet ud af. Lis Tribler klarede det dog uden problemer, og uden at skulle ud i Sjællandske i et kæmpe artikel, for at fortælle om det store arbejdspres en Borgmester lider under. Han har dog ikke mere travlt på Rådhuset, end han har tid til indvielser og snoreklip i en lind strøm, en ting den forrige Borgmester er blevet angrebet for flere gange i Sjællandske, selvom man burde vide, at det er noget man bliver inviteret til/bedt om af foreningerne/virksomhederne, eller hvor det nu foregår, således også i Knuths tilfælde.

Nå, men Stèn Knuth vil gøre noget ved det, med forskellige tiltag, akkurat som det forrige styre, det er bare ikke særligt nemt, hvilket Stèn Knuth tilsyneladende først nu har fundet ud af, men bedre sent end aldrig. Jeg og mange andre håber det lykkes, men tvivler stærkt.

Mvh

Mogens E. Knudsen