Hold B går med ble?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Torsdag, 17. december 2015 16:52
Visninger: 2656

Hold B går med ble?

1. A går med flag, 1. B går med ble er en kendt skolebørnsremse, og i disse dages genopdagede problemstilling om anvendelse af bleer i plejesektoren kan man ikke lade være med også at genkalde sig remsen.

FOA og Politikken har undersøgt kommunernes anvendelse af bleer i ældreplejen og er kommet til det sædvanlige resultat, at det (stadigvæk) ikke står så godt til.

Se: http://politiken.dk/indland/ECE2974902/aeldre-paa-plejehjem-gaar-ofte-med-vaad-ble/

Se også: http://nyhederne.tv2.dk/2015-11-22-demente-joern-ligger-med-fyldte-bleer-paa-plejehjem

Efter at regeringen og de borgerlige partier har frataget kommunerne 1,5 mia. kr. i 2016, har man på bedste spindoktorvis fået det til at se ud, som om man styrker ældreområdet ved at tilføre en såkaldt ’værdighedsmilliard’ til ældreområdet.

Det er nu op til kommunerne at vedtage en ’Værdighedspolitik’ på ældreområdet, - et tiltag der måske godt kan være tiltrængt.

Politikker på forskellige velfærdsområder har det desværre ofte med at være en gang fine ord på papir og ikke at have så meget med virkeligheden at gøre.

Man kan kun opfordre til, at der i Slagelse kommune udover ’værdighedspolitikken’ bliver opstillet nogle mere håndfaste regler for, f.eks. hvornår man må og kan anvende bleer på voksne mennesker, hvilke kriterier der skal til før man forhindrer ældre i selv at komme på toilet, når de er trængende, hvor lang tid man må gå/ligge i en våd ble, hvornår man bruger vaskeservietter i stedet for et almindeligt bad o.s.v. o.s.v.

Et vigtigt kriterium for anvendelse af disse ’hjælpemidler’ må under alle omstændighed være:

AT DEN ÆLDRE SELV ER INDFORSTÅET MED EN SÅDAN LØSNING.

Ældre, der er havnet i ældreplejens regi, hører ikke til samfundets A-hold, der kan købe billigere luksusbiler for de penge regeringen og de borgerlige nu har taget fra kommunerne og givet til afgiftslettelser på dyre luksusbiler og grundskattelettelser. De fleste af disse hører til B-holdet.

- men B-holdet behøver ikke at gå med våd ble. Det er ikke værdigt!

Link til ældre artikler om emnet:

http://www.foa.dk/Global/News/Forbundsnyheder/Forbundsnyheder/2015/April/FOA-Uvaerdigt-at-aeldre-skal-bruge-ble

http://www.foa.dk/Forbund/Nyheder?newsid=789EDDD0-6C6E-488B-B908-5715C9EA99F3

http://www.avisen.dk/flere-aeldre-maa-have-bleen-paa_320669.aspx