Fantastisk – eller fanatisk?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Søndag, 17. januar 2016 14:33
Visninger: 1482

Fantastisk – eller fanatisk?

Ser man tilbage på ugens overskrifter og artikler bragt i Sjællandske, så går Slagelse en fantastisk fremtid i møde.

Den ene dag efter den anden har spalterne flydt over med beskrivelser af initiativivrige personers projekter og ideer, der vil bringe Slagelse på ’verdenskortet’.

Lørdag (9/1) var det et brinteventyr, der prægede forsiden. En nyoprettet energipark til 200 mil. kr. skal opføres i Korsør. Konceptet med at skabe grøn energi og forske i alternative energiformer er der sådan set ikke noget i vejen med. Spørgsmålet er, om energien her bliver rigtig grøn, og om man kan skaffe noget af det, der går under benævnelsen ’risikovillig kapital’.

I mandagsavisen (11/1) var det forsvaret, der via den nytiltrådte chef Per Hesselberg kunne berolige Korsør og resten af slagelseborgerne med, at der er brug for mindst 2 flådestationer i Danmark, heriblandt selvfølgelig den i Korsør. Og der er ikke tvivl om, at hvis NATO’s missilskjold skal implementeres med bl.a. radarsystemer på fregatterne, der ligger i Korsør, ja, så er Korsør i hvert fald på russernes verdenskort over evt. bombemål.

Onsdag (13/1) Blev Slagelse profileret ’landswide’ med udgivelsen af et særtillæg i landsdækkende aviser. Et tillæg der ’ser fremad’ mod en kommune med Campus til millioner, kinesereventyr og elitesportsdrømme. Senest har Slagelse kommune brugt 10,5 mio. kr. på en forurenet sump, der tænkes anvendt til noget af byggeriet.

Og apropos sport blev torsdagens avisforside (14/1) præget af omtalen af et skisportseventyr. Et alpint indendørs skisportscenter ved motorvejen skal også bringe Slagelse ’på verdenskortet’. Der skal lige findes risikovillige millioninvestorer, så vi må se, om der dukker sådan nogle op.

Det kneb med at finde sådanne, da det var Tropebyen, der var forsidestof og skulle bringe Slagelse ’på verdenskortet’.

Kronen på iværksætterværket kom så fredag (15/1), hvor Slagelses guldfugl Slagelse Erhvervscenter endelig efter ca. to års tankevirksomhed barslede med en målsætning for centrets arbejde.

At skaffe 1500 jobs og 150 mio. kr. lyder budskabet, - frem mod 2020. 500 nye iværksætter­virksomheder skal være et af midlerne til at opfylde målsætningerne.

Et erhvervsudviklingshus skal være endnu et ’fyrtårn’.

Finansieret af ’risikovillig kapital’, eller hvem?

Det med risikovillig kapital er set før her i kommunen. I 2005 blev Skælskør Folkehøjskole købt af Frans Kilde med det formål, at reetablere området, og kommunen har været med hele vejen med udarbejdelse af skræddersyede lokalplaner, der tilgodeså ejerens ønsker.

Torsdag den 14.1 kunne man så læse, at man skal i gang med endnu en lokalplan for området. En lokalplan, hvori kommunen vil ’være meget medgørlig’ for at imødekomme ejerens ønsker ifølge Villum Cristensen (LA) formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget. En lokalplan, der ligesom de øvrige, koster kommunen et betragteligt beløb at udarbejde. Alt sammen indtil videre uden at få andet ud af det end en skæmmende ’ruin’.

Der er intet galt i, at man får nye ideer og tænker kreativt og stort. Problemet er, når det altid på en eller anden måde involverer Slagelse Kommunes skatteborgeres skattekroner.

Det ville være herligt at se, om det begejstrede erhvervsliv også kunne spytte lidt risikovillig kapital i projekterne.

Det kunne også give et fingerpeg om, om projekterne er fantastiske eller bare fanatiske.