Om forlig og at forliges

Kategori: Nyheder
Publiceret: Tirsdag, 07. juni 2016 21:08
Visninger: 1854

Om forlig og at forliges.

Ugens Christiansborgforlig blev forliget om Gymnasiereformen. Efter lang tovtrækning omkring adgangskravene til en gymnasial uddannelse endte det hele op med et regelsæt, som selv forligspartierne efter indgåelsen havde svært ved at kunne forklare.

Efter nogle dage med nærlæsning er der dog ikke tvivl om, at aftalen betyder afvisning af flere elever fra folkeskolen, ligesom det er tilfældet med adgangsbegrænsningen til erhvervsuddannelserne.

Man står altså nu med en gruppe unge mennesker, der er blevet forhindret i mulighederne for et videre uddannelsesforløb.

Hvad skal samfundet stille op med disse unge?

I Slagelse bliver problemet endnu større end på landsplan, idet de unge der forlader det kommunale skolevæsen i Slagelse i endnu mindre grad opfylder de stillede krav.

Citat fra kvalitetsrapporten for skoleområdet 2014/15: ” Der er en minimal eller ingen positiv udvikling på områderne inklusion, elevfravær og overgang til ungdomsuddannelser.” se hele rapporten her.

Centre for uddannelse har udarbejdet en række tiltag, der skal forbedre udviklingen i folkeskolen.

Tiltag, der, hvis de seriøst bringes i anvendelse utvivlsomt vil højne uddannelsesniveauet i kommunen.

Ordet seriøst er det centrale i denne sammenhæng, og med ordet seriøst menes der ressourcer.

Hvis man vil forbedre uddannelsesniveauet i Slagelse skal der investeres i børn og unge.

Det koster kroner, men er nødvendigt.

Uden investering i folkeskoleområdet og børneområdet i det hele taget vil vi fremover stå med en gruppe unge, der er blevet låst fast i en situation, der i bedste fald vil belaste Slagelse kommunes socialområde i et uoverskueligt omfang. I værste fald vil det medføre store personlige tragedier og større social ustabilitet i Slagelse kommune.

Både Venstres borgmester Stén Knuth og Socialdemokraternes borgmesterkandidat John Dyrby Paulsen er forhåbentlig godt klar over denne katastrofekurs.

I stedet for at råbe af hinanden i skatteborgerbetalte annoncer og diverse læserbreve burde de to kommende borgmesterkandidater se at komme i gang med at løse Slagelses uddannelsesopgave.

Ellers bør vælgerne i Slagelse måske se sig om efter mere seriøse borgmesterkandidater.