Folkemøde eller møde med folket?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Søndag, 18. juni 2017 10:19
Visninger: 1435

Folkemøde

- eller møde med folket?

”Folkemødet” på Bornholm er overstået og medierne og politikerne kan drage tilbage til de vante omgivelser i parallelsamfundet på Christiansborg.

Torsdagsudgaven af Sjællandske (15/6) har en artikel, der beskriver de østdanske kommuners forbrug af skattekroner i 2016 på det stærkt opreklamerede folkemøde.

Her ligger Slagelse helt i top med et angivet beløb på 142.308 kr., kun overgået af Guldborgsund med 144.299 kr.

Slagelse kunne have indtaget en førsteplads, hvis Enhedslistens to byrådsmedlemmer også havde meldt sig udflugten til Bornholm. Det gjorde de ikke, idet de som mange andre syntes, at folkemødet på Bornholm er irrelevant og spild af Slagelseborgernes skattekroner.

Tidligere er der argumenteret for, at Slagelse gjorde sig bemærket på folkemødet med en flot stand. Et budskab, der dog ikke kom ret langt ud i medierne og set i forhold til den omtale Slagelse Kommune ellers pryder forsiderne med.

Vi må nok erkende, at Slagelses nuværende image ikke skyldes en flot stand på Bornholm.

Folkemøde i Korsør

Fredag aften var der et folkemøde mere. Her dog lidt tættere på vor kommune. Korsør holdt City Evning. I modsætning til på Bornholm kunne man mellem standene i gågaden bl.a. finde Enhedslistens efterhånden kendte ”kamp(ing)vogn”, der bemandet med kommende byrådsmedlemmer kunne dele deres politiske synspunkter med folket.

Vel at mærke helt uden brug af skattekroner!

 

stand korsør1

 

Nu vi er ved det med skattekroner er der i denne uge faldet dom i den meget omtalte ’Pigerne fra Skælskør sag’. Heldigvis med det eneste rigtige resultat. Slagelse blev dømt til at betale en erstatning på 100.000 kr. til hver af de 3 af piger. Sagen koster derudover Slagelse kommune omkring 2 mio. kr. i retsomkostninger m.m.

Et af argumenterne for at Slagelse kommune ikke bare kunne erkende, at man havde fortaget et enormt svigt og derfor give de misbrugte piger den beskedne erstatning de ønskede var, at det kunne man ikke ifølge det begreb, der kaldes Kommunalfuldmagten.

I den står bl.a. at kommunens politikere ikke unødig må frådse med skatteborgernes penge.

Spørgsmålet der trænger sig på nu er så, hvad der er mest fråds med kommunale midler i denne sag!

 

- og om sommerudflugten til Bornholm ikke også kan gå under betegnelsen fråds.