God dag for miljøet

Kategori: Nyheder
Publiceret: Tirsdag, 29. maj 2018 13:52
Visninger: 1191
En god dag for miljøet
 
28. maj var 2018 var en god dag for miljøet, klimapolitikken og den grønne omstilling af samfundet. Enhedslisten fik flertal på byrådsmødet for vores forslag om solcelleanlæg på kommunale bygninger til en pris af 4,7 millioner kroner, men det holdt hårdt. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre støttede vores forslag, men da en enkelt venstremand var fraværende, var der stemmelighed, idet S, SF og LA stemte imod, men afstemningstemaet var forslaget fra Erhvervs- og Teknikudvalget, hvor LA og S har flertal, om at droppe solcellerne. Når der er stemmelighed, bortfalder ændringsforslaget, og så kører solcelleprojektet videre.

 

Det begyndte med Jørn Melchior Nielsens arbejde for sagen i 2014 i det forhenværende Landsdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalg (LTE). Da det ikke rigtigt nød fremme i udvalget, stillede vi forslag i byrådet i oktober 2015 om, at Slagelse Kommune skal opsætte solcelleanlæg på kommunale bygninger. Sagen blev sendt videre LTE-udvalget, hvor Venstre, S og DF syltede forslaget.

 

I foråret 2016 fik vi tilsagn fra Venstre om støtte til solcellerne, efter at vi i januar 2016 havde støttet Venstre og DF i sagen om fælles bygningsdrift. Nu skiftede V og DF mening i udvalget, og der blev taget en byrådsbeslutning den 29. august 2016 om at fremme solcelleprojektet, som alle partier stemte for.

 

Enhedslisten var med i budgetforliget for 2017, hvor der blev afsat penge til solcellerne, men så blev projektet atter trukket i langdrag. På mødet den 7. maj 2018 i det nye Erhvervs- og Teknikudvalg vedtog Liberal Alliance og S at droppe solcellerne. De ville hellere bruge pengene på pillefyr og varmepumper. På økonomiudvalgets efterfølgende møde den 22. maj maj fik Enhedslisten så fortsat støtte til solcellerne fra V, DF og Det Radikale Venstre og dermed et flertal i Økonomiudvalget og derefter i byrådet den 28. maj.

 

I øvrigt, Socialdemokratiet og SF stemmer imod solcelleanlæg på kommunale bygninger og imod vedvarende energi.