Skat – Skat ikke? (I)

Kategori: Nyheder
Publiceret: Onsdag, 04. marts 2015 19:56
Visninger: 1679

Skat – Skat ikke? (I)

I en tidligere artikel her i ’Sprøjten’ blev der kommenteret på SK Forsyning A/S’s overskud og bidrag med selskabsskat. Dengang (2012) på næsten 10 mio. kr. Se SK Forsyning

De nyeste tal fra SKAT viser, at det kommunalt ejede SK Forsyning A/S i 2013 bidrager med 17.595.225 kr. i selskabsskat.

Skatten betales fordi SK Forsyning i 2013 har haft en skattepligtig indkomst på godt 70 mio. kr. Et meget stort beløb, som SK Forsynings kunder (læs Slagelses skatteborgere) har været med til at betale.

Hvorfor skal SK Forsyning så skabe et så stort overskud kan man spørge sig?

Vi ved det ikke, men et af svarene kunne være, at man skal bruge overskuddet til nye investeringer.

Til dette kan man indvende, at dagens renteniveau er så lavt, at det bedre kan betale sig at låne pengene i stedet for at udbytte kunderne og give skatteborgerne i Slagelse et lavere beløb gennem selskabsskatteudligningen.

En anden mulighed er måske lidt mere interessant/uhyggelig:

SK Forsyning skal gøres til et attraktivt salgsobjekt, der giver overskud, og som derfor kan være interessant for private investorer (kapitalister) at købe.

Vælges denne løsning skal kunderne nok ikke regne med at priserne på SK Forsynings ydelser falder. Private virksomheder skal jo give overskud til aktionærerne.

Det behøver de ikke når de er kommunalt ejede. Og som kommunalt ejet selskab har byrådet trods alt gennem sin repræsentation i SK Forsynings bestyrelse mulighed for at ændre selskabets strategi for selskabets overskudsstørrelse. Politikerne i byrådet skal bare beslutte det.