I Kina spiser de hunde

Kategori: Nyheder
Publiceret: Tirsdag, 17. marts 2015 16:49
Visninger: 1709

I Kina spiser de hunde

Sjællandske har d.d. ud over sit månedlige borgmester Steen Knuth-interview (læs reklame) et tema om kontakter til den kinesiske millionby Wenzhou.

Kim Bøhmert fra byens erhvervsråd ser store muligheder for et samarbejde med den kinesiske storby. Potentielle kunder er der også mange af. Wenzhou har ca. 9 mio. indbyggere (1½ gang Danmarks befolkning).

Der er bestræbelser for, at der skal eksporteres Slagelse-varer til Wenzhou, og man satser på, at kineserne vil investere nogle af deres mange Yuan i Slagelsevirkomheder.

Der er store armbevægelser og ambitioner. Det er bare at komme i gang.

Ligeledes er der ambitioner om at gøre Wenzhou og Slagelse til venskabsbyer.

Men her løber man ind i større vanskeligheder.

For hvordan får man en venskabsby, når man hedder Slagelse?

Spørgsmålet er yderst relevant. På byrådsmødet den 25. august 2014 afviste et flertal et punkt, som Enhedslisten havde bedt om at få på dagsordnen. Punktet handlede netop om, at Slagelse skulle undersøge mulighederne for at få en venskabsby, - dengang i den palæstinensiske Gasa-stribe.

’Anmodning om optagelse af sag: Indkøb af varer fra Israel samt venskabsby i Palæstina - Enhedslisten (B)

Beslutning i Byrådet den 25. august 2014:

Fraværende: Steen Olsen (A)

Byrådet besluttede under punktet "Godkendelse af dagsorden" tidligere på mødet at afvise sagen fra dagordenen, da sager af udenrigspolitisk karakter ligger udenfor den kommunale opgaveportefølje, og derfor ikke kan behandles af Byrådet.

Et mindretal bestående af (Ø) samt Helle Blak (A), Ali Yavuz (A) og Niels O. Pedersen (A) (i alt 5 stemte imod).’

Se hele sagen her

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/default.asp?=slagelse07&page=document&docId=75748&ItemId=75852

Det bliver interessant at se, hvordan Wenzhou kan undgå at blive udenrigspolitisk i Slagelse.

Venstre og de borgerlige partier har ellers ofte negative kommentarer om Kina, når det f.eks. drejer sig om deres forhold til menneskerettighederne.

Nu er der kroner(Yuan’er) i sigte, så er udenrigspolitikken og principperne en by i Rusland eller måske der, hvor peberet gror.

- Og penge det havde palæstinenserne jo heller ikke så mange af.

I Kina spiser de hunde – i Slagelse byråd skal de til at sluge kameler.