Hvilke principper mon virkelig gælder?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Lørdag, 06. februar 2016 14:49
Visninger: 1458

Hvilke principper mon virkelig gælder?

Siden 30. november har der i byrådet verseret en sag, hvor to lokale fodboldklubber (B73 og SB&I) har arbejdet på at genoptage en tradition med et skolefodboldsstævne for Slagelses skolebørn.

Man ansøgte kommunen om et tilskud, men fik først et administrativt afslag.

Enhedslisten tog sagen op som et punkt på byrådsmødet den 30. november, og her blev sagen sendt i udvalg til genovervejelse.

Ansøgningen var på 42.000 kr., men i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttede man 4. januar at tilbyde, at hallerne blev stillet til rådighed for arrangementet, og at man bidrog med at tage bander ned ved arrangementet. En serviceydelse, der indlysende altid må være en del af idrætshallernes funktionsområde.

Alle andre ønsker blev afvist (se ansøgningen her).

Enhedslisten tog derfor sagen op igen i byrådssalen den 25. januar, hvor man bad byrådet om at tage stilling til et reduceret tilskud på 12.500 kr.

Kun Enhedslisten støttede forslaget. Resten af byrådet stemte imod.

Nye principper for tildeling af penge

I onsdagsudgaven af Sjællandske(4/1) kan man så læse hvilke principper Slagelse kommune vil yde tilskud til kulturelle arrangementer efter.

Nye principper

Holder man skolefodboldstævnet op mod disse principper, ser det således ud:

Princip: Der skal tænkes nyt.

Fodboldstævnets formål er at skabe en ny tradition for skolefodboldstævne for byens skoleelever.

Princippet er opfyldt.

Princip: Borgerne skal inddrages så bredt som muligt. Især at der er fokus på børn og unge.

Fodboldstævnet for Slagelses skolebørn må siges at passe perfekt til dette princip. Derudover er det arbejde der udføres med stævnet for størstedelens vedkommende baseret på frivillige. Et princip, der hyldes i andre sammenhænge.

Princippet er opfyldt.

Princip: Ansøgeren skal selv påtage sig en del af finansieringen, eventuelt med hjælp fra fonde og sponsorer.

Arrangørerne af fodboldstævnet oplyser, at man vil skaffe sponsorer til at medfinansiere stævnet.

Princippet er opfyldt.

Princip: Ansøgeren skal selv gøre noget aktivt for at synliggøre den pågældende aktivitet.

I projektet fra fodboldklubberne indgår der en plan om at oprette en hjemmeside, der skal informere om stævnet.

Princippet er opfyldt.

Princip: Arrangementer der understøtter kommunens idrætspolitik prioriteres højt.

Skolefodboldstævnet opfylder i allerhøjeste grad kommunens idrætspolitik

Princippet er opfyldt.

Eneste princip skolefodboldstævnet ikke honorerer er ønsket om, at arrangementet skal understøtte relevant forskning, hvad der så ligger bag dette begreb.

Som nævnt blev tilskuddet minimeret til stort set ingenting.

Man kan i den forbindelse spørge sig selv men også Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget: Hvad skulle man ellers have gjort for at få en optimal støtte til stævnet?

Troels Christensen (formanden for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget) udtrykte på byrådsmødet:

”Der er så mange stævner. Og hvis vi skulle betale dommere, hjemmesider, plakater og hvad ved jeg. Det vil der aldrig være penge til.”

Det er måske mere DET 'principsignal' Troels Christensen vil sende til breddeidrætten.

Når det gælder eliteidrætten, er der som ’princip’ ingen smalle steder!