En moderne molbohistorie fra Slagelse

Kategori: Nyheder
Publiceret: Fredag, 04. november 2016 15:25
Visninger: 1519

En moderne molbohistorie

fra Slagelse.

Scenen er hjemmet hos en ældre slagelseborger, der efter endt hospitalsophold er blevet visiteret til hjemmehjælp i forbindelse med hjemsendelsen til sit eget hjem.

En af de visiterede hjælpefunktioner er at hjælpe med at tilberede måltiderne samt sørge for oprydningen efter måltiderne.

Hjælp til madindkøb dukker op på anden vis.

Nå, tilbage til køkkenet og oprydningen og opvasken.

En dag stod der pludselig to kopper i køkkenet i stedet for sædvanligvis kun én, og hjemmehjælpen måtte, sikkert iflg. en intern instruks, gå ind i stuen til den ældre person og forhøre sig om hun havde haft gæster. Dette kunne den ældre bekræfte, hvorpå hjemmehjælperen derefter kunne oplyse, at så måtte hun ikke vaske den ene kop op.

Man fristes til at skrive: :-O

Havde historien stået i en skolebog kunne man grine ad den, ligesom de molbohistorier, der kan læses om i nogle af vore ældre skolebøger.

Her er desværre tale om den skinbarlige virkelighed i dagens Danmark, hvor vi hylder effektivitet og værdighed overfor de ældre.

Der er sikkert ikke mange læsere, der ikke kan se det groteske i denne situation.

 

Spørgsmålet er så, hvordan sådan en situation kan opstå.

Er hjemmehjælperen doven og gider hun ikke at vaske koppen op?

Næppe. Et hvert normalt menneske ville hellere vaske en kop op i stedet for at bruge tid på en evt. konfrontation med en medborger.

Er der en instruks, der tilsiger, at hjemmehjælperen ikke må vaske to kopper op i stedet for én?

Næppe. Det kan tænkes, at der er regler for, at hjemmehjælpen ikke må vaske op efter gæster.

En regel med en vis fornuft, hvis det drejede sig om et større middagsselskab, og hvis der stod en stor opvask dag efter dag.

Er det kommunalpolitikernes mening, at en situation som den beskrevne er den velfærd, man vil yde overfor syge, svage og ældre i Slagelse kommune?

Næppe. Der kan dog måske være situationer, hvor lokalpolitikerne i deres nedskæringsiver ikke lige forbinder nedskæringer med en kommunal opvaskesituation hos en ældre borger, - men alligevel.

Eller er det et resultat af hele den omvæltning, der er sket i og på det offentlige område i Danmark efter smitten med ’New Public Management’ blev overført fra Margaret Thatchers kulsorte konservative politik i England.  (se her)

 

Det sidste synes mest sandsynligt.

En hvilken som helst hjemmehjælper ville før dette systems indførsel selvfølgelig tage hele opvasken og sandsynligvis også have hjulpet med at købe maden ind.

 

Der er igen brug for sund fornuft, som også var moralen i de gamle molbohistorier.