Forside

Helenes tale

Til arrangørerne vil jeg sige mange tak for at jeg må komme her i dag og holde 1.maj tale. Det er anden gang for mig. Her stod jeg også for to år siden, da der var kommunalvalg, og hvor jeg stillede op for Enhedslisten. Desværre hørte jeg ikke til den gruppe af kandidater, som kom ind i byrådet. 
Jeg vil også denne gang tale om arbejdsløshed, som desværre ikke har ændret sig til det bedre siden, nærmest tværtimod. Og der flyttes stadig ikke en krone fra rig til fattig, men hele tiden den anden vej rundt. Aldrig har der været længere mellem rig og fattig som nu. 
Der er behov for mere fælles ånd, en Robin Hood bevægelse og mere civil ulydighed på den gode måde – ja faktisk en revolution! Jeg drømmer om frihed fra slaveri, og med ret til at være en del af fællesskabet – herunder arbejdsmarkedet. I et samfund, hvor vi desværre har indrettet os efter en ide om, at bare vi har økonomisk vækst i samfundet, så bliver der sikkert nok til os alle. Vi ved alle fra vores egen hjemlige husholdning, at når udgifter og indtægter er nogenlunde lige, så har vi det godt. Der skal være balance. Og vores arbejdskraft skal belønnes, det kan vi egentlig også godt være enige om. Men hvis vi bare bliver ved med at producere mere og mere og mere, så kan vores lille klode ikke holde til det. 
Jeg har været inde på Danmarks Statistik og undersøge lidt omkring arbejdsmarked og indkomster. I Danmark findes 1090 ekstremt rige personer, dvs personer som tjener over 10 mio. kr. om året! Glædeligt er det, at det ikke kun er mænd…. 187 af dem er kvinder. Jeg er ikke misundelig, det er slet ikke det, jeg er bare så forarget over, at så mange har en så høj indkomst…. For det som de tjener, går jo et eller andet sted fra nogen andre. Og hvis jeg foretager samme søgning på året 1987, altså for over 30 år siden, var tallet på kun 59 personer, dvs antallet af ekstremt rige er faktisk 20 doblet.
Vi må kunne fordele goderne bedre, og det samme med hensyn til arbejdet.
Før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 70-erne, var det normen, at manden hentede hyren hjem til hele familien, og kvinden stod for husholdning og børnepasning imens. Hele familiens husholdning blev finansieret af mandens løn. Så var det jo så nemt. Men nu ville kvinder til at realisere sig selv, dygtiggøre sig og tjene penge, som hun selv også frit kunne disponere over. De mest velfungerende
familier var vel de, hvor manden tjente pengene, kvinden planlagde og brugte dem, så der var nok til at få mættet alle munde inden måneden var omme. Man havde et godt samspil om at få enderne til at mødes. Bortset fra, at manden typisk høstede æren for veludført arbejde i samfundet, mens kvinden typisk ansås for at ødsle pengene væk, de penge som han havde tjent. Det er vigtigt at være bevidst om, at det at tjene sine egne penge giver selvrespekt, mens det at være afhængig af andres goodwill, gør en svag og utryg – medmindre man altså behandles med respekt for det arbejde, der så udføres i stedet, og som er ulønnet.
Da kvinderne i 70-erne kom ud på arbejdsmarkedet, ville de naturligvis have samme vilkår og antal timer. Og det gik jo hen og fordoblede en families indtægt, men havde vi egentlig brug for den øgning i indtægt? 
Og hvorfor tænkte ingen på at fordele det arbejde, der var? Var det mændene, der ikke ville give afkald på deres arbejde og dermed magt og løn? Eller var det kvinderne, der bare ville have det hele, fordi de mente, at de havde lige så meget ret til, og ville tjene lige så meget som deres mænd? Ingen tvivl om, at alle har haft deres grunde til at gøre som de har gjort, da penge jo desværre endnu er forbundet med en hel masse magt. Hvor penge jo i princippet kun er et middel til at kunne købe varer og tjenesteydelser for.
Enhedslisten vil have den ugentlige arbejdstid ned på 30 timer, og det vil så også være en halvering i forhold til hvor mange timer man havde i år 1900.
Hvis vi kunne deles om arbejdet, sådan at vi alle havde ret til at kunne få et arbejde. Stat og kommune skal i samarbejde etablere disse stillinger. Man kunne også kalde ordningen for Borgerløn med arbejde. For arbejdsløsheden rammer jo både høj og lav, det er jo ikke altid det er folk uden uddannelse, som ikke kan få arbejde. Der findes i dag højtuddannede, som kæmper for at finde et arbejde, og løber fra den ene projektstilling til den anden, for at få et levebrød.
Grundlovens paragraf 75 siger faktisk noget, som jeg synes er værd at tage op til overvejelse: Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Denne paragraf tolkes på nuværende tidspunkt således, at der lægges vægt på, at dette tilstræbes, og at folk ikke har decideret ret til et arbejde. Men hvorfor tolkes det på denne måde? Vi kan jo se det som en formålsparagraf, hvor der bliver lagt
vægt på det med at fremme almenvellet i stedet. For det er jo både den enkelte og almenvellet, der lider under arbejdsløsheden. Og hvad er det egentlig for et samfund, der ødsler sådan med ressourcerne, udefra set, at man betaler folk for ikke at lave noget, eller for at stille op til spanking på jobcenteret og skrive ansøgninger døre op og stolper ned. Hvordan er det mon at komme her til landet som flygtning, og blive mødt af det system? Jeg tror, de tænker at vi er da godt åndssvage, og så går de ellers i gang med at lave forretninger på bedste beskub, mens vi sidder med hænderne i skødet. Og jeg har det da sådan for min del, jeg vil nærmest betale for at slippe for den ydmygelse, det er at stå i kø ved jobcenteret. Det er bare blevet værre og værre – og det er jo ikke uden grund, at der nu findes en Facebook gruppe og en bevægelse, som hedder Jobcentrets ofre. De har det slemt. Rigtig slemt. 
Hvorfor ikke skabe reelle og lige arbejdsvilkår til alle, så vi samtidig får produktions- og forbrugskulturen ned på et niveau, som kloden kan bære? Vi har brug for nytænkning i forhold til måden at indrette vores samfund på, og her er det at politikeren kommer ind, for det er igennem udviklingen af reglerne og politikken på området, at ændringerne kan finde sted. 
Hvis vi ser på befolkningstallene i Danmarks Statistik, så er vi ca 5,8 mio mennesker i Danmark. Heraf er de 3,7 i den arbejdsduelige alder (18-67). Af ordinært beskæftigede er vi i alt ca 2 mio, dvs kun 55% af den regulære arbejdsstyrke er i ordinært arbejde. Men hvad med de sidste 45%? Er det i virkeligheden ikke den halvdel af befolkningen, som nu er sat uden for arbejdsmarkedet, smidt ud af samfundet som menneskeligt affald. Så kan vi kalde det for overførselsindkomst, støttet beskæftigelse med eller uden løn, ledighedsydelse, fleksydelse, kontanthjælp eller integrationsydelse – vi er alle i samme båd, og det handler om at skaffe et levebrød. Vi har fået en underklasse, som har det langt værre end vi kvinder har haft det engang, fordi det er vores egen skyld…. At være kvinde er jo trods alt et mere legitimt vilkår i de fleste sammenhænge….
Vi har et jobcenter, som pisker de arbejdsløse gennem et umuligt system, hvor resultatet af bestræbelserne kun fører til stress og sygdom. Og når folk bliver syge, anerkendes det ikke af systemet. At få førtidspension i dag er en sjælden og nærmest glædelig begivenhed for mange mennesker, fordi de ofte har kæmpet i årevis for at få det. 
 
Mit forslag til hvordan vi kan løse udfordringen på en ret enkel måde, og hvor vi afskaffer arbejdsløsheden helt: 
Skab offentlige og ordinære småjobs til overenskomstmæssig løn, som alle kan få. Borgerløn med arbejde. Væk med alle løntilskuds, praktik og arbejdsprøvningsordninger. Omdan jobcentrene til at være formidlere af disse jobs, og ikke kontrollanter af hvorvidt de arbejdsløse er jobsøgende nok. For hvorfor ødsler vi sådan med vores menneskelige ressourcer, at vi lader varme hænder blive kolde af at stå derude og fryse? 
Hvis vi nu delte det arbejde vi har, så ville alle få en plads i samfundet, og dermed kunne få en chance for at bidrage til det fælles bedste. Ingen har glæde af at blive sat udenfor. Og en anden og meget væsentlig pointe er, at der vil kunne være flere voksne til at være hos vores børn, og give dem den opvækst og opmærksomhed, som de har behov for. Og der ville måske være færre, som bliver syge af stress og den evige jagt på de arbejdsløse. 
Erkend nu at arbejdsløshed er samfundsskabt, det er ikke den enkeltes problem, men et samfundsproblem, der skal løses!  
Tak for jeres opmærksomhed og hav en fortsat rigtig god 1. Maj !

Frejas tale

1. maj tale

Mange tak fordi jeg måtte komme - Det er jeg meget beæret over.

Jeg står her i dag ikke kun som byrådsmedlem og kandidat til eu-parlamentet. Jeg står her også i dag som arbejder. Jeg har kun været på arbejdsmarkedet i 12 år som uddannet, men jeg er bekymret, når jeg ser på mig selv og mine kollegaer. Kan vi virkelig holde til et helt arbejdsliv, nu når pensionsalderen stiger og stiger? Kan vi holde til et arbejdsliv, hvor profitten er vigtigere end vores arbejdsforhold? Jeg har set flere af mine kollegaer få stress. Jeg har også oplevet det på egen krop. Vi skal nå mere på kortere tid, med færre ansatte og for færre penge. Dette er et ekstrem pres, som de færreste kan holde til i længden. Vi har derfor brug for at der kommer et nyt syn på arbejdskraften. Ved at bruge flere penge på nok arbejdskraft og ordentlige vilkår, vil vi præstere bedre og i flere år uden nedslidning. For nedslidte bliver vi, som det er nu. Om det er hårdt fysisk arbejde, dårligt psykisk arbejdsmiljø eller som jeg fra et arbejde, hvor trusler og vold kan være en del af hverdagen, så har vi alle risiko for at blive nedslidte. Vi bliver derfor nød til at stoppe den stigende pensionsalder, så vi alle kan få en værdi pension. En pension, hvor der er plads og mulighed for at nyde livet uden sygdom. En pension, hvor vi har overskud til vores børnebørn og lære dem om de demokratiske værdier, som 1. maj repræsenterer. 

Jeg har hørt mange sige, at 1. maj ikke er nødvendig længere. Vi har jo fået vores rettigheder. Men med den retning som bliver sat i politik i dag er bekymrende. Er vi ved at sætte vores alle sammens velfærd på spil? Vi må aldrig glemme den kamp vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre kæmpede for os. Vi må ikke lade deres kamp være spildt. Vi skal værne om vores rettigheder. Også de rettigheder vi har, når vi bliver syge og ikke længere kan arbejde. Igennem de sidste år er uligheden steget. Nogle bliver rigere og rigere, mens andre bliver fattigere og fattigere. I Danmark lever 64.500 børn i fattigdom - I Slagelse kommune er tallet 1210 børn. Intet barn burde i et velfærdssamfund, som vores, vokse op i fattigdom. Vi kan alle tænke os til, hvilke konsekvenser det har for dem - socialt, fagligt og arbejdsmæssigt. Vores sundhedsvæsen bliver udhulet og dem, som har råd vælger en privat sundhedssikring, så de kommer foran i køen - lidt ligesom en tur i Disneyland. Hvis man har penge, kan man snyde foran. Det bør vi ikke acceptere og vi bør derfor også kæmpe for syge og arbejdsløses rettigheder. Vi kan alle blive syge eller miste vores arbejde, så det er også en kamp for vores egen fremtid. Vi skal derfor støtte og beskytte fagforeningerne, så de kan gå ud og kæmpe for os. 

En af de ting, som fagforeningerne allerede kæmper for er sikring af ordentlig løn og vilkår for alle. Vi står over for at der mangel på arbejdskraft i flere fag. I de kommende år vil er store generationer være på vej på pension. Flere kommune har allerede nu problemer med at skaffe social- og sundhedsassistenter. Vi har derfor brug for hjælp udefra. Vi må ikke forhindre god arbejdskraft i komme til Danmark, men vi skal forhindre, at de arbejder under dårligere vilkår end os andre. For at forhindre social dumping bør vi som land kræve, at overenskomster gælder for alle. Vi skal ikke ende som flere tyskere i dag er endt og blive et land, hvor et begreb som Working Poor eksisterer. Vi skal som land kræve, at EU går foran og sikre arbejdernes vilkår - at menneskets rettigheder som arbejder går forud for den fri bevægelighed og virksomheders indtjening.

Nogle virksomheder spekulerer i at deres indtjening kommer dem selv til gavn og ikke samfundet. Hvis vi ønsker et bedre samfund, må vi alle tage del i det - også dem som tjener mest. Vi bør derfor som land kræve, at alle selskaber betaler skat i det land, hvor de har en indtjening - og dermed blive en del af fællesskabet. Som nyt byrådsmedlem i nabokommunen Næstved lærte jeg hurtigt, at mange af de gode drømme og håb vi har som Byråd for vores kommune ikke kan leves ud i virkeligheden. Fx ønsker vi ikke at handle med firmaer, som ligger i skattely. Det kan vi dog ikke undgå. EU-regler om udbud gælder også i kommuner. Vi kan ikke stille en betingelse om at firmaer skal betale skat før vi vil handle med dem. Vi skal vælge ud fra et økonomisk synspunkt alene. Og så længe EU ikke laver en reel sortliste over lande med skattely, så kan vi ikke undgå handel med usociale selskaber. Som det er nu, så kommer lande af listen lige så snart de siger, at de nok skal gøre det bedre - de skal ikke engang vise at de gør det. Tænk hvis det foregik på samme måde på det danske arbejdsmarked. Jeg kunne lave ulovlige magtanvendelser hver dag og fortsat få lov til det, så længe jeg lovede, at jeg ville forsøge at gøre det bedre. Nej, den var vist ikke gået - og heldigvis for det. 

Heldigvis lever vi i et godt demokratisk land, hvor ytringsfriheden gælder for alle - også dem vi ikke er enige med. Vi kan ikke komme uden om, at der lige om lidt er to valg - eu-parlamentsvalget og folketingsvalget - nu med et nyt parti. Det er derfor vigtigt, at vi som arbejdere råber op i valgkampen og sikrer at den også kommer til at handle om vores rettigheder, vores nedslidning og vores pension. Vi skal blive ved med at forlange at politikerne på borgen og i EU arbejder samme vej, så vi ikke oplever i valgkampen at nogle siger en ting om EU, mens deres partifæller i folketinget stemmer imod selv samme tiltag - fx er de fleste partier i medierne enige om, at skattely er noget skidt, som skal bekæmpes, men for to måneder siden var det kun to partier, som stemte for at ændre i udbudsreglerne, så vi ikke længere er tvunget til at handle med lande i skattely.

Idag skal vi fejre de tidligere kampe og sejre, som nogle af jer var med til - og så skal vi fyldes af mod og energi til at fortsætte og kæmpe videre. 

I må derfor have en rigtig god kampdag og tag kampgejsten med ind i valgkampen. TAK.

Lindas 1. majtale

Hej alle sammen – og tak for jeg må tale her hos jer.

Min datter er bare otte år gammel. Hun har allerede karriereplaner.
Nogle dage vil hun være dyrlæge, næste dag er det pædagog – og med jævne mellemrum vil hun være fuldtidsninja, når hun bliver voksen.

Lige nu er det sjovt at tale med den 8-årige om. Men der lurer en alvor bag. For selvfølgelig betyder det fag, man vil arbejde inden for rigtig meget for, hvilket liv min pige får som voksen – og ikke mindst som ældre.

Det handler om pensionsalderen. Mit datter kan – hvis ellers de politiske aftaler gennemføres som aftalt –gå på pension, når hun er 76 år gammel.
76 år… Det kan jo være, at hun er rask, rørig og ikke til at drive hjem fra jobbet som ninja-pædagog-dyrlæge. Det kan også være, hun er blevet slidt, har daglige smerter... Vi ved, at den fysiske nedslidning af kroppen er langt værre i nogle jobs. Jeg vil gerne bakke hende op, hvis hun nu kommer hjem og meddeler, at hun vil være murer eller sosu. Og jeg vil gerne kunne sige ”Skønt! Det lyder bare spændende” i stedet for at se bekymret på hende og tænke, ”jeg håber, du holder til det”. For vi har jo brug for sosu’er, og vi har brug for murere. Vi har brug for mennesker, der kan bruge deres fysik i arbejdet.
Nedslidning er yderst skræmmende. 3F’erne f.eks. har markant færre gode år, når de går på pension end advokaten og de rigeste. De har flere smerter, kroppen fungerer dårligere - og de dør tidligere. Og det er ikke kun den fysiske nedslidning, vi vil se i de år, der kommer. Også stress og udbrændthed vil tage store lunser af livskvaliteten hos alt for mange.

Vi har som samfund brug for at tænke vores seniorår på en helt anden måde end nu. Vi skal vende bøtten om, og spørge de ansvarlige politikere: Hvorfor skal nogle arbejde, til de falder døde om eller er slidt ned?

Velfærd er altså også gode seniorår. At være rask og rørig nok til at gå og stå, spille badminton, lege med børnebørnene, passe haven – kunne gøre, hvad man trives ved. At have et seniorliv, hvor der er plads og rum til at nyde livet efter arbejdslivet. Det kan lade sig gøre. Der er råd. Det, der står i vejen, er en tankegang om, at mennesker primært er arbejdskraft, der kan proppes i excell-ark og regnemodeller. At al arbejdsevne skal presses ud af folk. Vi skal simpelthen kæmpe for, at man har ret til at have et godt seniorliv.  Det betyder, at vi skal sige klart NEJ til, at pensionsalderen skal stige yderligere. Og derfor skal det velfærdsforlig opsiges. Og det skal være nu. For ellers bliver pensionsaldern ved og ved med at stige. Det skal efter planen ske allerede næste år. Der er kort og godt brug for politisk mod til at stoppe og se på, hvordan vi omfordeler. For der er råd. Og et godt seniorliv er altså også velfærd.

Fattigdom

Vi har en anden kæmpe opgave for os. For vi skal fattigdommen til livs. Vel er fattigdommen ikke så synlig her i Danmark. Der er ikke mange tiggere på gaden, ingen dør af sult. Men bare her i Roskilde Kommune er der 610, i Slagelse Kommune er der 1.210, i Sorø Kommune er der 340 og i Ringsted Kommune er der 400
børn, der vokser op i fattigdom.

At have sit barneliv i fattigdom trækker lange spor ind i voksenlivet. Rigtig mange af de her børn kommer til at få mindre uddannelse, ringere indtjening og bliver ramt på helbredet som voksne. Det er tydeligt efter at have levet bare ét år i fattigdom som barn.
Og et børneliv, hvor man sættes udenfor fællesskabet, fordi far og mor ikke har råd til sport, tøj eller til at ungen komme med på tur, er svært. Vi ved, at de her børn tager deres far og mors bekymringer på sig. Og tænker rudekuverter og mærker utrygheden. De bliver for voksne alt, alt for tidligt. Det er dybt uretfærdigt i et af verdens rigeste lande. Fattigdommen er ikke en naturlov. Den er indført politisk. Vi kan ændre den politisk. Og det er en bunden opgave. Børnetrivsel er i den grad også velfærd.

Første skridt er af afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser. Kontanthjælpsloftet og alle de ordninger, der efterlader mennesker uden penge til nødvendigheder. Som alt for ofte bringer skam og mindreværd med sig. Fattigdom har aldrig hjulpet nogen, der er syge til at blive raske. Fattigdom hjælper ikke nogen, der er ledige, til at få et arbejde.

Og det angår os allesammen. Også os lønarbejdere, der ellers har vores på det tørre lige nu. For fattigdommen bruges til at presse os alle sammen. Med dagpengeforringelser, med forkortelsen af sygedagpengeperioden, er der kommet større huller i vores sociale sikkerhedsnet. Og mellem os lønarbejdere og et liv på kontanthjælp står oftest kun en sygemelding og 22 uger på sygedagpenge. Så er vi selv ”dem på kontanthjælp”.

Og ”den fattiges nød er jo den riges brød”, som man siger. Og det er jo sådan, at hvis vi alle sammen er bange for, hvad der sker, hvis vi mister jobbet, så ER det bare lettere for arbejdsgiverne at trykke os. Så kan de diske op med lidt ringere løn, lidt dårligere arbejdsforhold – og vi har meget sværere ved at sige nej. Så det angår os alle sammen. Når man sænker bunden, ryger vi alle lidt nedad. Og også derfor skal vi af med fattigdomsydelserne. Og vi skal behandle syge og arbejdsløse mennesker ordentligt.

Første led i den plan er, at vi skal af med Lars Løkke. Det i sig selv vil føles som velfærd!

Velfærd og fællesskab

For 101 år siden på en sommerlørdag traf en gruppe murersvende i København en vigtig beslutning. De lagde murerskeen fra sig. Og de gik hjem. Det var den første aktion i kravet for en otte timers arbejdsdag. Det vakte bekymring i datidens samfund, de fik store bøder, mange andre aktioner fulgte. Et år efter var kampen nær vundet, og en arbejdsdag på otte timer blev til virkelighed.

Det er et smukt eksempel på, hvad vi kan i fællesskab. Og det er et smukt eksempel på at vinde rettigheder, som vi bygger videre på i dag.

Når vi lige om lidt skal til valgurnerne, så hav lige de her gamle murersvende i baghovedet. For vel skal vi af med Løkke. Men… som vi så under den sidste røde regering, så er det ikke nok med et hvilket som helst andet flertal.
Vi skal kæmpe for et flertal, der ikke bare afværger de værste nedskæringer og forringelser, men virkelig vil noget ambitiøst med vores velfærd. For det er der råd til. Og det er der brug for. Der er brug for flere kolleger på sygehusene, i daginstitutionerne – ja, alle de steder, der er sparet i stykker i de sidste mange år. Vi har brug for bedre og billigere bus og tog. For hensyn til miljø og klima. For at der skal findes uddannelsesinstitutioner også uden for de større byer. Ja, vi har endda brug for, at noget så basalt som Skat rent faktisk kan inddrive gæld og skatter. Og ikke udbetaler milliarder til svindlere.


Der er med andre ord brug for, at vi er offensive på velfærden. Ikke en ny regering, der måske tager en enkelt forringelse af bordet i ny og næ, hvis der er for meget brok. Der er brug for mod, solidaritet og for at styrke venstrefløjen. Vi har brug for en rød regering, der fører rød politik. For det kan lade sig gøre. Der er råd - og så kan vi udbygge og forme vores samfund til gavn for de mange. Se, dét giver velfærd.

1. maj er også en festdag. En fællesskabsdag, hvor vi er sammen med kollegaer, venner og familie.

Men 1. maj er også et løfte. Et løfte til dem, der har kæmpet før os, om at deres kamp ikke skal være forgæves. Og et løfte til os selv. Om at dem, der om 100 år vil være her og rundt om i landet, hvor de fejrer 1. maj skal huske os: De skal kunne sige om os, at vi byggede videre på det fundament, vi fik.
Det er sådan, vi bygger velfærd!

Tak fordi jeg måtte tale.

Rigtig god 1. maj.

Havnecirkus ?
Hør hvor vi gungrer sagde musen til elefanten.....
Jeg var en af de uheldige der kom til at læse det lukkede referat af byrådsmødet om køb af Stgsnæs havn. Så derfor nedenstående kommentarer....
1. Hvorfor det store hemmelighedskræmmeri. Auktioner er ikke hemmelige, men højeste bud løber af med byttet. Sådan er det sikkert også her. Er det mon fordi man vil forhindre, at borgerne blander sig ?
2. Hvorfor ønsker Ørsted (tidl. DONG) at sælge området når de alligevel skal bruge store del af arealet til omladning af kul og biomasse.
Svaret her er, at det ikke er nogen speciel god forretning og med tiden skal kullene afvikles og sandsynligvis også biomasse, som i øjeblikket kun anvendes fordi der ikke er energiafgift på dette brændsel og derfor har stor fordel i forhold til mere miljømæssigt bæredygtige energikilder.
3. Skatteydernes penge skal IKKE bruges til spekulation i kapitalisk havnevirksomhed i konkurrence med andre havne, meget risikabelt, beløbet svarer til 2.500 kr pr. Skatteyder i Slagelse kommune
4. Vi er imod import af biomasse (træpiller), da oprindelse fra affaldstræ yngre end 5 år ikke overholdes, ikke miljømæssigt bæredygtig produktion.
5. Business case skulle kunne gøre det muligt for andre investorer at investere, så ingen grund til at Slagelse Kommune gør det.
6. Hvis Ørsted beholdt havnen, kunne de selv tjene penge, men der er ikke profit nok, derfor sælger de, selv om de selv er kunden.
7. Korsør havn bliver lukket for havnevirksomhed, måske ikke så dårligt pga. Støj og møg, men det vil ske alligevel, hvis Byrådet sender kunderne ud til den nye ejer i Stigsæs.
8. Støj og især møg bør heller ikke accepteres på Stgsnæs. Den nuværende skrotbehandling af begge skrotvirksomheder i Korsør er horribel. At løfte skrot op i 5-6 metershøjde og lade det falde ned for at ikke metal skal gå i stykker, så det kan sorteres fra burde ikke være tilladt under åben himmel, fordi det sviner.
9. Udskibning af dårlig sorteret skrot burde ikke være tilladt. Skrottet er ikke sorteret godt nok til Frederiksværk, derfor sendes det ud af EU, f.eks til Tyrkiet hvor omsmeltningsreglerne er mere lemfældige. Det beyder at plastik brændes af i stedet for genbrug.
10. Der skal bruges 20 millioner af kommunens kassebeholdning. Her ville det være passende at spørge S og SF om det ikke var en bedre investering, at bruge pengene på minimumsnormering i kommunens daginstitutioner ?

Medlem af Enhedslisten
Jørn Melchior Nielsen
Engsnarreskellet 5
Frølunde Fed
4220 Korsør