En rød og grøn vej er mulig for Slagelse Kommune

 

 

 

Enhedslisten anerkender ikke budgetforudsætningerne, vi viser en anden vej.

Enhedslisten mener, at et overskud på 90 millioner kroner i driftsoverskud er nok til at sikre et anlægsbudget på 90 millioner kroner. Den vedtagne økonomiske politik forudsætter et overskud på driften af Slagelse på 150 millioner kroner for at holde et anlægsbudget på 130 millioner kroner.

Adminstrationens oplæg forudsætter også, at den såkaldte Kommuneaftale forringes katastrofalt. Det er en forkert måde at budgettere på. Budgetter bør laves ud fra en sandsynlig fremtid, og så bør der være penge i reserve til katastrofer. Vi anerkender derfor ikke mangelen på 28 millioner kroner på drift for årene efter 2015.

Enhedslisten mener også, at der kan bruges lidt af kassebeholdningen.

Ændres disse tre forudsætninger på budgettet, ser fremtiden helt anderledes ud.

Hvis man udsætter prestigeprojekter og asfalt, til de viser sig nødvendige, er der oven i købet penge til sociale forbedringer og til nye sociale og beskæftigelsesmæssige tiltag.

Budgetår Ordinært driftresultat Anlægsbudget Kassebeholdning Skattefinancieret gæld
2015  136  94  201  Faldende
2016  101  89  189  Faldende
2017  85  80  186  Faldende
2018  93  80  185  Faldende

 

Ovennævnte er udregnet af administrationen.

Der er 100 millioner kroner ekstra i kassen, så vi kan bruge 20-30 millioner kroner ekstra til sociale tiltag om året, så vil kommunekassen ende på 100 millioner kroner om fire år.
Samtidig er der reserver, hvis regeringen skulle skære i de to milliarder kroner (28 millioner kroner til Slagelse), som vi forudsætter.

Vi siger, at cirka 80 millioner kroner i anlæg om året er nok.

Socialdemokraterne var villige til at indgå kompromis med blå blok, og det ville medføre større driftsudgifter, mindre indtægter på grundskyld og et stort anlægsbudget, hvis blå blok ville gå med til skatteforhøjelse, som Socialdemokraterne vidste, at Liberal Alliance ikke ville gå med til.
Socialdemokraterne søgte konfrontation i stedet for at fortsætte forhandlingerne ud fra det grundlag, som alle partier indtil da havde været enige om.

Blå blok ville herefter hellere føre blå politik med sig selv end at fortsætte ud det fælles grundlag, og så kunne Enhedslisten selvfølgelig ikke være med mere. I det blå budgetforslag var udgifterne så store, at det vil føre til asociale nedskæringer, og det har Socialdemokraterne ganske rigtigt peget på i deres reaktion på forhandlingssammenbruddet.

Vi gik ydmyge til forhandlingerne med beskedne krav, men det endte med blåt budget. Hvis borgerne og kommunens ansatte vil forhindre nedskæringer og fyringer, så er det nu, man skal tage ordet og blande sig i politik.

Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen

Klimakost kan gøre en forskel

Slagelse kommune: Byrådet vedtog på byrådsmødet 26. oktober sidste år at koble sig på KlimaPlus ordningen, som Danmarks Naturfredningsforening står for. Det var blot tredje gang, Enhedslisten stillede forslaget i den nuværende byrådsgruppe, men man siger jo også, at tredje gang er lykkens gang.

Slagelse var klimakommune fra 2009 til 2015, men droppede ud under det tidligere byråd. På trods af at det faktisk gik over al forventning med at efterleve kravene!

Jeg vil gerne slå et slag for, at Slagelse begynder at arbejde med økologisk klimakost. Selvfølgelig går vi efter guldet hos alle vores madleverandører, institutioner og kantiner (det økologiske guldmærke = 90-100% økologi), men vi kan samtidig arbejde for, at kostens sammensætning bliver mere klimavenlig. Og et andet og meget vigtigt aftryk vil der med denne proces også vise sig: Sundhedsfordelene.

Alt harmonerer så fint med de nye kostråd fra Fødevarestyrelsen, som lige er udkommet i januar.

En klimavenlig kost er en kost, der gennem produktionen belaster klimaet mindst muligt. Og plantekost bidrager som udgangspunkt positivt til CO 2-reduktionen via fotosyntesen, mens der ved kødproduktion (dyrets udånding gennem dets levetid) udledes CO 2 til atmosfæren.

Klimakost er altså en kost med mindre kød og mere grønt. Så enkelt kan det siges.

Dette betyder ikke, at vi alle skal blive veganere, men hvis vi ser på, hvordan kosten er sammensat, og begynder at regne lidt på det, er danskerne langt fra en klimavenlig OG ernæringsrigtig kost. Samtidig kan mange af vores livsstilssygdomme forebygges, ja ofte ligefrem kunne helbredes gennem en mere grøn og fornuftig sammensat kost. Og det er her, vi i Slagelse Kommune kunne gøre den helt store forskel, hvis vi ville.

Klima og sundhed spiller godt sammen, og det skal vi udnytte. Der er således flere fordele ved at se på klimakost og dets muligheder. Alle argumenter peger i den retning lige nu. Og med vores nye ordfører Mai Villadsen i spidsen for Enhedslisten, vil vi have alle forudsætninger for at kunne slå et slag for det på Borgen på samme tid, er jeg sikker på.

 

Helene Gerup, Enhedslisten i Slagelse

Omø Havnevej 43

Omø

Et markant socialt fremskridt

Flere mennesker i Slagelse Kommune får tilkendt førtidspension. 426 i 2020 mod 276 i 2019, 213 i 2018 og 234 i 2017. Enhedslisten fik afsat penge til flere førtidspensioner på budgettet for 2020, da borgmesteren manglede et mandat i at få en budgetaftale i hus. Pengene er fastholdt i budgetaftalen for 2021, og på det seneste møde i Social- og Beskæftigelsesudvalget var der enighed blandt partierne om at rose kommunens medarbejdere for at »få afklaret borgerne til førtidspension«.

Hvad der før var besværligt, er nu blevet nemmere for de mange mennesker, der er ramt af sygdom, fysisk eller psykisk eller måske begge dele.

De får nu afklaret deres sag efter måske mange års sagsbehandling.

Det er et markant socialt fremskridt, som giver folk mere ro om deres sociale situation og bedre økonomiske forhold.

Thomas Clausen

Byrådsmedlem for Enhedslisten

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Guide, pressionsmiddel eller skjult partistøtte?

Så kom den årlige selvbestaltede karakterbog for kommunerne udgivet af Dansk Industri.

Rapporten angiver en placering for, hvor tilfreds de lokale virksomheder er med deres kommune på forskellige områder, som DI har valgt.

Slagelse er her placeret som nr. 81 ud af 93 kommuner, og alt efter, hvor man er placeret bliver disse placeringer politisk brugt til at rose eller ridse de lokale politikere.

I Slagelse kom der for 3 år siden et politisk systemskifte fra ’blå’ til ’rød’, og i denne periode er Slagelses placering iflg. DI af en eller anden grund dalet betragteligt. Men der er tilsyneladende ikke sket nogen ændringer i servicering af de lokale virksomheder?

Hvordan kan Slagelse så styrtdykke i den grad på 3 år?

Nogle vil måske påstå, at det skyldes, at der er kommet en socialdemokratisk borgmester i stedet for en fra Venstre, og det kan jo være et godt borgerligt indspark i den kommende kommunalvalgkamp.

Kigger man på de øvrige Sjællandske kommuner kan det ses, at de 4 bedst placerede kommuner er repræsenteret af ’blå’ borgmestre, medens de 4 lavest placerede er bestyret af ’røde’ borgmestre.

Der kunne derfor let drages den konklusion, at de ’blå’ er mere vellidt af virksomhederne, i forhold til de ’røde’.

En anden konklusion kunne være den, at ud over at give partistøtte i form af millioner til de fleste borgerlige partier, har Dansk Industri også her en mulighed for at give en skjult (gratis) partistøtte oveni millionerne. Husk, at det er en selvbestaltet undersøgelse som DI suverænt bestemmer udformningen og indholdet af.

Slagelse kommune etablerede i 2015 Slagelse Erhvervscenter a/s, hvis opgave bl.a. er at skabe en positiv kontakt til kommunens virksomheder.

Slagelse har årligt omkring 8 til 10 mil. kr. til køb af serviceydelser hos centret.

Man kunne måske bruge resultaterne i DI’s tilfredshedsundersøgelse til at konstatere, at Slagelses skatteyderkroner til SEC måske kunne være brugt bedre.

Indtil nu, har Slagelse betalt mellem 45 til 50 mil. kr. for SEC’s service, og 2021 og 2022 koster det yderligere godt 16 mil. kr.

Til orientering kan det nævnes, at Sorø, som er den bedst placerede kommune på Sjælland ikke har et erhvervscenter.

Et argument med, at hvis vi ikke havde Slagelse Erhvervscenter a/s ville det gå meget værre, duer vist ikke helt her.

Johnny Gregersen

Konge-Åsen 19

4230 Skælskør