Borgerne skal også være med..

”Borgerne skal også være med…”

”Hvad skal vi bruge skattekronerne på?”

Overskrifterne er fra Ugenyt uge 35. Teksten dækker over, at Slagelse Kommune i øjeblikket skal til at udarbejde budgetter for de kommende år og derfor henvender man sig til borgerne for at få en melding om, hvad de mener skattekronerne skal bruges til.

Desværre burde der nok have stået hvad skattekronerne IKKE skal bruges til.

Sandheden er, at da ’De blå’ kom til magten i Slagelse brugte de i 2014 langt over 150 mio. kr. på borgerlige mærkesager. (Fik man spurgt borgerne dengang, hvad de syntes skattekronerne skulle bruges til?)

Forbruget blev delvist finansieret ved at udhule kommunekassen så man efterfølgende måtte søge om at øge kommunens kassekreditloft for at klare den daglige drift. Denne stigning vil medføre øgede renteudgifter for kommunen.

Nu skal kommunens budget for 2015 og efterfølgende år så vedtages og der mangler i øjeblikket omkring 137 mio. kr. for blot at få budgettet til at balancere på det nuværende niveau.

Derfor skal der findes besparelser (læs nedskæringer) på en lang række områder.

Det reelle spørgsmål til borgerne burde derfor ikke være ”Hvad skal vi bruge skattekronerne på?”, men ’Hvad skal vi ikke bruge skattekroner på?’

Dette spørgsmål er desværre ikke så populært. Især ikke når det går ud over borgernes velfærdsydelser.

’Borgerne skal også være med… ’

– ja, til at betale regningen for et borgerligt overforbrug.

Enhedslistens Thomas Clausen har følgende kommentarer til den aktuelle budgetlægning:

’Slagelse Byråd traf i løbet af 2014 beslutninger for langt over 150 millioner kroner, som Enhedslisten ikke kunne stemme for. Det borgerlige flertal i byrådet står bag disse beslutninger, som hører med til den dystre baggrund for de økonomiske vanskeligheder, som Slagelse Kommune nu befinder sig i.
Blandt de dyreste bevillinger kan nævnes byggeri af sportscollege i Slagelse, køb af et gammelt posthus i Slagelse og af en gammel færgehavn i Halskov, i alt udgifter til over 50 millioner kroner, men der var også forsøget på at få en spejderlejr til Slagelse til en udgift på anslået 30 millioner kroner, som imidlertid ikke blev til noget.
Det borgerlige flertal vil gerne fralægge sig ansvaret for egne beslutninger og for partifællernes beslutninger på Christiansborg. Forringelserne af dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og Statens Uddannelsesstøtte (SU) har givet borgerne lavere indkomster.
Over 800 mennesker i Slagelse Kommune er røget ud af dagpengesystemet, siden Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Det Radikale Venstre i 2010 forringede systemet. 10 procent af disse borgere er uden indtægt. Det er alene et indtægtstab på cirka 15 millioner kroner. Dertil kommer de mange mennesker, der er havnet på den langt lavere kontanthjælp eller på SU.
Borgmesteren er ude efter de cirka 2.000 kontanthjælpsmodtagere. Han vil sende dem ud i såkaldte nyttejobs for at renholde kommunen og dermed bruge millioner af kroner på at aktivere folk ved et stykke arbejde, som kommunalt ansatte eller private firmaer kan udføre, hvis byrådet ellers vil bevilge pengene til det.
Der er forfejlet arbejdsmarkedspolitik og nyt spild af penge, samtidig med at der lægges op til, at kontanthjælpsmodtagere skal have mellem 39 og 70 kroner i timen for at udføre et arbejde, som normalt giver langt højere timeløn på overenskomstmæssige vilkår. Det er kommunal dumping af lønninger.’

Klimakost kan gøre en forskel

Slagelse kommune: Byrådet vedtog på byrådsmødet 26. oktober sidste år at koble sig på KlimaPlus ordningen, som Danmarks Naturfredningsforening står for. Det var blot tredje gang, Enhedslisten stillede forslaget i den nuværende byrådsgruppe, men man siger jo også, at tredje gang er lykkens gang.

Slagelse var klimakommune fra 2009 til 2015, men droppede ud under det tidligere byråd. På trods af at det faktisk gik over al forventning med at efterleve kravene!

Jeg vil gerne slå et slag for, at Slagelse begynder at arbejde med økologisk klimakost. Selvfølgelig går vi efter guldet hos alle vores madleverandører, institutioner og kantiner (det økologiske guldmærke = 90-100% økologi), men vi kan samtidig arbejde for, at kostens sammensætning bliver mere klimavenlig. Og et andet og meget vigtigt aftryk vil der med denne proces også vise sig: Sundhedsfordelene.

Alt harmonerer så fint med de nye kostråd fra Fødevarestyrelsen, som lige er udkommet i januar.

En klimavenlig kost er en kost, der gennem produktionen belaster klimaet mindst muligt. Og plantekost bidrager som udgangspunkt positivt til CO 2-reduktionen via fotosyntesen, mens der ved kødproduktion (dyrets udånding gennem dets levetid) udledes CO 2 til atmosfæren.

Klimakost er altså en kost med mindre kød og mere grønt. Så enkelt kan det siges.

Dette betyder ikke, at vi alle skal blive veganere, men hvis vi ser på, hvordan kosten er sammensat, og begynder at regne lidt på det, er danskerne langt fra en klimavenlig OG ernæringsrigtig kost. Samtidig kan mange af vores livsstilssygdomme forebygges, ja ofte ligefrem kunne helbredes gennem en mere grøn og fornuftig sammensat kost. Og det er her, vi i Slagelse Kommune kunne gøre den helt store forskel, hvis vi ville.

Klima og sundhed spiller godt sammen, og det skal vi udnytte. Der er således flere fordele ved at se på klimakost og dets muligheder. Alle argumenter peger i den retning lige nu. Og med vores nye ordfører Mai Villadsen i spidsen for Enhedslisten, vil vi have alle forudsætninger for at kunne slå et slag for det på Borgen på samme tid, er jeg sikker på.

 

Helene Gerup, Enhedslisten i Slagelse

Omø Havnevej 43

Omø

Et markant socialt fremskridt

Flere mennesker i Slagelse Kommune får tilkendt førtidspension. 426 i 2020 mod 276 i 2019, 213 i 2018 og 234 i 2017. Enhedslisten fik afsat penge til flere førtidspensioner på budgettet for 2020, da borgmesteren manglede et mandat i at få en budgetaftale i hus. Pengene er fastholdt i budgetaftalen for 2021, og på det seneste møde i Social- og Beskæftigelsesudvalget var der enighed blandt partierne om at rose kommunens medarbejdere for at »få afklaret borgerne til førtidspension«.

Hvad der før var besværligt, er nu blevet nemmere for de mange mennesker, der er ramt af sygdom, fysisk eller psykisk eller måske begge dele.

De får nu afklaret deres sag efter måske mange års sagsbehandling.

Det er et markant socialt fremskridt, som giver folk mere ro om deres sociale situation og bedre økonomiske forhold.

Thomas Clausen

Byrådsmedlem for Enhedslisten

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Guide, pressionsmiddel eller skjult partistøtte?

Så kom den årlige selvbestaltede karakterbog for kommunerne udgivet af Dansk Industri.

Rapporten angiver en placering for, hvor tilfreds de lokale virksomheder er med deres kommune på forskellige områder, som DI har valgt.

Slagelse er her placeret som nr. 81 ud af 93 kommuner, og alt efter, hvor man er placeret bliver disse placeringer politisk brugt til at rose eller ridse de lokale politikere.

I Slagelse kom der for 3 år siden et politisk systemskifte fra ’blå’ til ’rød’, og i denne periode er Slagelses placering iflg. DI af en eller anden grund dalet betragteligt. Men der er tilsyneladende ikke sket nogen ændringer i servicering af de lokale virksomheder?

Hvordan kan Slagelse så styrtdykke i den grad på 3 år?

Nogle vil måske påstå, at det skyldes, at der er kommet en socialdemokratisk borgmester i stedet for en fra Venstre, og det kan jo være et godt borgerligt indspark i den kommende kommunalvalgkamp.

Kigger man på de øvrige Sjællandske kommuner kan det ses, at de 4 bedst placerede kommuner er repræsenteret af ’blå’ borgmestre, medens de 4 lavest placerede er bestyret af ’røde’ borgmestre.

Der kunne derfor let drages den konklusion, at de ’blå’ er mere vellidt af virksomhederne, i forhold til de ’røde’.

En anden konklusion kunne være den, at ud over at give partistøtte i form af millioner til de fleste borgerlige partier, har Dansk Industri også her en mulighed for at give en skjult (gratis) partistøtte oveni millionerne. Husk, at det er en selvbestaltet undersøgelse som DI suverænt bestemmer udformningen og indholdet af.

Slagelse kommune etablerede i 2015 Slagelse Erhvervscenter a/s, hvis opgave bl.a. er at skabe en positiv kontakt til kommunens virksomheder.

Slagelse har årligt omkring 8 til 10 mil. kr. til køb af serviceydelser hos centret.

Man kunne måske bruge resultaterne i DI’s tilfredshedsundersøgelse til at konstatere, at Slagelses skatteyderkroner til SEC måske kunne være brugt bedre.

Indtil nu, har Slagelse betalt mellem 45 til 50 mil. kr. for SEC’s service, og 2021 og 2022 koster det yderligere godt 16 mil. kr.

Til orientering kan det nævnes, at Sorø, som er den bedst placerede kommune på Sjælland ikke har et erhvervscenter.

Et argument med, at hvis vi ikke havde Slagelse Erhvervscenter a/s ville det gå meget værre, duer vist ikke helt her.

Johnny Gregersen

Konge-Åsen 19

4230 Skælskør