Er der en liberalist til stede?
- Detaljer
- Kategori: Nyheder
- Publiceret: Fredag, 27. marts 2015 15:57
- Visninger: 2130
Er der en liberalist til stede?
Ved det sidste kommunalvalg fik de liberale magten i Slagelse Byråd og der konkurreres mellem Danmarks liberale parti Venstre og Liberal Alliance om at være meget liberal.
Slagord for de liberale er bl.a. mindre offentligt forbrug, fri konkurrence og ingen offentlige tilskud.
I Slagelse er loyaliteten overfor disse liberale slagord svingende.
På besparelseområdet på det offentlige forbrug i Slagelse skæres der i velfærden. Her slår de liberalistiske værdier igennem.
På byrådsmødet den 26. januar blev der f.eks. beskåret ca. 1 mio. kr. på reduktion af serviceniveauet på aflastningsområdet for handikappede. På seneste byrådsmøde var det så dagplejebørnene, der stod for tur, da der blev beskåret endnu en mio. kr. på nedlæggelse af gæsteordning i dagplejen i Korsør og Skælskør. Helt naturlige besparelser set ud fra den liberale tankegang. Og det er kun begyndelsen. Senere skal der findes yderligere millionbesparelser for at få ’Blå Blok’s budget til at hænge sammen.
Læs også: Nu kommer regningen og tømmermændene.
Gælder det derimod offentlig støtte til erhvervslivet, der jo egentlig burde klare sig selv i.flg. de liberalistiske dogmer, så ser det helt anderledes ud. Der bevilliges millioner til erhvervscenter og der tilbagekøbes grund og købes ejendomme af tvivlsomme selskaber.
Spændende brintprojekt – men hvad er strategien?
På mandagens byrådsmøde (23.3.2015) behandlede man et punkt, hvor Slagelse kommune skulle involvere sig i endnu et privatkapitalistisk projekt. Kommunen skulle bruge 2,5 mio. kr. til støtte af etablering af et brinttankanlæg i Korsør ejet af Danish Hydrogen Fuel a/s samt indkøb af 3 brintbiler af mærket Hyundai.
Et projekt, hvor overskudsel bliver omdannet til oplagret brint, der så igen kan omdannes til energi, når der er brug for det. I sig selv et glimrende miljø og energirigtigt projekt, der er for godt og vigtigt for hele samfundet til at være lagt i hænderne på tilfældige virksomheder, der er underlagt alm. liberale markedskræfter.
Men i Slagelse er liberalisterne nu igen villig til at bruge offentlige midler til at støtte erhvervslivet.
Man går også på kompromis med det frie konkurrencedogme og køber et specifikt bilmærke.
Hvad får man så for pengene?
Ejerskab i brinttankanlægget? Nej, - Slagelse får måske reklame for 1,25 mio. kr.
Man får 3 biler, der hver gang skal køres til Korsør og tankes til en pris, der er uden konkurrence og på en tankstation, som måske er gået konkurs efter kort tid, ligesom elopladersystemet Better Place.
Mon der i den store partistøtte til de liberale partier skulle være checks på 19.999 kr. der står Hyundai og Danish Hydrogen Fuel a/s på?